Jeg har flere gange gjort klart at jeg har et anstrengt forhold til alternativ medicin – også den del af alternativ medicin og behandling der efterhånden har fundet plads i vores sundhedsvæsen. Jeg blev således tilbudt akupunkturbehandling af min læge, selvom alt tyder på at eventuelle positive virkninger vil være placebo effekter. Jeg er ikke sikker på at min læge og jeg blev enige om at være uenige.
Men dagens overraskelse, for mig, er at “traditionel” kinesisk medicin er opfundet efter 1950! Som udgangspunkt burde det faktisk gøre den mere tillidsvækkende, udover at den så altså bliver markedsført med en falsk betegnelse. Falsk markedsføring plejer ikke at tyde godt og det gør det jo så heller ikke her. Faktisk er “traditionel” kinesisk medicin en skrivebordsopfindelse for at der fortsat kan være arbejde til alle dem der beskæftigede sig med den. At det så er blevet en massiv eksport fra Kina vil næppe få landet til at rette på markedsføringen.