Det med småt

Der er en højesteretsdom jeg har et særligt forhold til: Dom af 30. november 1990 i sag 66/1990, refereret som U 1991.43 H. Sagen handler om hvornår et sprogligt “tilbud” er bindende (juridisk bare tilbud) eller hvornår det er opfordring til at afgive et tilbud. Mit forhold kommer af at det reelt var det, helt grundlæggende, spørgsmål der bragte mig videre på jura studiet og senere min kandidatgrad. Alternativet havde været et meget tidligt ophør.

Ikke fordi jeg har stor grund til at være stolt af min præstation til den eksamen (det har jeg endda daværende professor Jørgen Nørgaards ord for), men lige netop dette spørgsmål, der berører kernen af aftaleret, ramte jeg helt plet.

Måske fordi jeg på tidspunktet ikke kendte Sø- og Handelsrettens afgørelse i samme sag. Inden eksamen havde Sø- og Handelsretten nemlig afgjort sagen modsat min forståelse og vigtigere endnu i forhold til min eksamen, modsat Nørgaards opfattelse. Jeg tog derfor udgangspunkt i en basal diskussion af hvem der berettiget kan forvente at et tilbud gælder for dem.

Sagen handlede om en slikbutik der var mødt op i Bilka for at købe 4.000 stk. chokolade, da de blev solgt til en lavere pris en de selv kunne købe dem til. I dag er det problem løst af butikkerne selv ved på den ene side næsten aldrig at sælge noget så billigt og på den anden side ofte at begrænse antallet af varer tilbuddet gælder for.

det-med-smaatMen hvad nu hvis man har svært ved at læse at der er en begrænsning. Mange forretninger digitaliserer for tiden prissedlerne men gør det med de relativt billige LCD displays med ringe opløsning og kontrast. Prøv at se på billedet – hvad er begrænsningen på tilbuddet? Hvad nu hvis man er svagtseende, hvad gælder så?

Min pointe er at der må være grænser for hvor svagt, småt eller i øvrigt utydeligt man kan skrive en betingelse ind i et tilbud. Generelt vil butikken have ansvaret for de misforståelser den kunne have undgået, med undtagelse for de situationer hvor forbrugeren der burde kunne indse at der var tale om en misforståelse.

Konkret mener jeg det må betyde det lidt specielle at butikkens tilbud er forskelligt alt efter hvilken forbruger der er tale om! En godt seende forbruger, eller en forbruger der er vant til at slagtilbud kan være kvantitetsbegrænsede, kan kun støtte ret på det skrevne tilbud. Mens modsat en meget svagtseende forbruger der ikke normalt har oplevet kvantitetsbegrænsede slagtilbud har mulighed for at støtte ret på en misforståelse af tilbuddet!

Ikke at jeg ville misunde nogen bevisførelsen.

Dette indlæg blev udgivet i Jura og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s