Så er det 35 år siden at Apple ][ blev præsenteret for første gang. Lidt under 2 månedes senere kunne forbrugerne købe de første eksemplarer og det er “kun” 19 år siden at det sidste eksemplar blev fremstillet. Altså 9 år efter at Macintosh computeren var blevet lanceret.
Der er ingen tvivl om at Apple fik en enorm succes med deres første færdigbyggede og komplette hjemmecomputer. For mig selv var det også en af de første to computere jeg kom til at prøve og den første jeg lærte at programmere på. Det blev så i Applesoft BASIC, baseret på Microsoft BASIC, der blev erstatningen for Steve Wozniaks oprindelige BASIC fortolker. Apple ][ blev generelt Wozniaks sidste store Apple projekt idet han kort efter blev kørt ud på et sidespor i organisationen.