Nogen der kan huske kold fusion?

Nu lader det så til at det resultat fra september, hvor en forskergruppe påstod at have målt neutrinoer til at bevæge sig hurtigere end lysets hastighed, skyldtes et løst kabel. Som mange forskere, herunder for eksempel Phil Plait, forklarede umiddelbart efter den første melding, så er der rigtig mange konkrete situationer hvor eksisterende målinger ikke stemmer overens med det nye resultat. Man skulle blandt andet have målt neutrinoerne fra Supernova 1987A 4 år før man gjorde.

Men det er nogle gode overskrifter.

Nikola Tesla er knap så kendt generelt men almindelig kendt blandt de mere nørdede. Edison og Tesla arbejdede med mange af de samme ting og står – tilsammen – som glødepærens egentlige fædre. De arbejdede kortvarigt sammen – Tesla som assistent for Edison – og afskyede derefter hinanden resten af deres liv.

Edison var en dygtigere til politik, markedsføring og forretninger end Tesla og det er nok medvirkende til at vi mest husker ham og hans præstationer. Han fik over tusind patenter for sine opfindelser og brugte dem i høj grad til at blokere for konkurrenter. På trods af alle hans successer lykkedes det ham dog ikke at stoppe udbredelsen af vekselstrøm (AC) i konkurrence med jævnstrøm (DC), hvor han selv sad på en række vigtige patenter. Det var en af de gange hvor Tesla vandt, da han der havde fundet den rigtige forretningspartner. Hvis man vil læse en historie om hvor langt man i sager om penge om magt vil gå, og hvor mange lidelser man vil påføre andre, skal man bare læse om Edison’s “War of Currents.”

Edison’s og Tesla’s indstilling til arbejde og udvikling kommer klart til udtryk i tre citater fra dem:

Genius is one percent inspiration and ninety-nine per cent perspiration

I have not failed 700 times. I have not failed once. I have succeeded in proving that those 700 ways will not work. When I have eliminated the ways that will not work, I will find the way that will work

– Thomas Edison

If Edison had a needle to find in a haystack, he would proceed at once… to examine straw after straw until he found the object of his search. I was a sorry witness of such doings, knowing that a little theory and calculation would have saved him ninety per cent of his labor.

– Nikola Tesla

Sandheden er naturligvis at en kombination af begge dele er det bedste – en solid teoretisk baggrund og arbejdsindsatsen til at udføre det i virkeligheden.

Timothy Messer-Kruse – der må være en tysk eller dansk forfader til det efternavn – beskriver i “The ‘Undue Weight’ of Truth on Wikipedia” hvilke problemer det kan give når en forsker kommer med nye resultater der strider imod tidligere vedtagne konventioner. Hans artikel er et must for alle der bruger Wikipedia.

Gatekeeper in OS X Mountain Lion makes the Mac safer than ever. It helps protect you from downloading and running malicious software.

Men desværre, nej.

Og det er ikke engang fordi Gatekeeper, baseret på LSQuarantine, er for dårlig en sikkerhedsimplementering i sig selv.

Gatekeeper er ikke et forsøg på at skabe sikkerhed for brugerne, Gatekeeper er en mur imellem uafhængige Mac-udviklere – i det omfang de stadig eksisterer – og Mac-brugerne. For Gatekeeper’s formål er at sikre at stort set alle programmer til Macintosh computere fremover skal igennem Apple’s Mac App Store.

Apple is primed to take an even larger cut from developer sales as it rewires the distribution model of the Mac. The Gatekeeper feature is obviously a huge push for the Mac App Store, and is a fitting name for something that’s building up Apple’s walled garden around OS X. It’s only a matter of time before we see the results.
– TNW, “Apple’s Gatekeeper Pushes For The App Store“

Eller sagt på en anden måde: Nu vil Apple ikke bare have penge for din computer, nu vil de også have penge for de programmer du installerer på den.

På et tidspunkt er jeg nød til at skrive om hvad jeg kan lide og hvilke ting jeg respekterer ved Apple. Men dette er åbenbart ikke tidspunktet.

The safest place to find apps for your Mac is the Mac App Store. That’s because the developers who create them are known to Apple, and the apps are carefully reviewed before they’re accepted in the store.

Som tidligere beskrevet er problemet med Apple’s indstilling at den alene handler om Apple selv. Der er ikke nogen forbrugerbeskyttelse, eller brugerbeskyttelse i øvrigt, i Apple’s tankegang. Når Apple handler i deres brugeres interesse er det kun fordi det på det tidspunkt er vurderet forretningsmæssigt at være i deres egen interesse.

Sådan er forretninger, og så længe vi accepterer at blive behandlet på den måde vil det fortsætte. Der findes dog allerede virksomheder der sælger god behandling af deres brugere. Tilsyneladende vil vi hellere have Apple’s skinnende gaver.

Der er en grund til at sætningen ovenfor betegner enhederne som Apple’s. Forbrugerne har nok købt dem men det er Apple der bestemmer hvad de må bruges til. At Apple ikke vil acceptere porno er en ting, men reglerne rammer dermed også klassiske værker.

På trods af dette er det alligevel ikke en sikkerhedsmæssig fordel for brugerne af Apple’s produkter at de kommer igennem denne godkendelsesprocedure. Apple har nemlig et klart andet syn på hvilke forbrugerbeskyttelser der skal overholdes end de fleste forbrugere har.

Tag f.eks. den nye sag om Path. Path er en app der giver adgang til et socialt netværk hvor brugerne har mulighed for at dele fotos og beskeder via deres mobiltelefoner, og har siden starten i november 2010 fået over en million brugere. For nylig viste det sig at tjenesten siden starten har hentet alle brugernes adressebøger fra deres telefoner, og gemt dem på deres servere. Eller rettere, det viste sig at selvom Path i deres allerførste måned ved et tilfælde (af altid aktive Dave Winer) var blevet afsløret i at gøre netop dette og havde lovet at 1) det var en fejl og 2) det ville de lave om på, så var det ikke sket.

Nu skulle dataene så være slettet. Igen. Eller måske, for de blev jo aldrig gemt. Det er svært at vide når nu det allerede har vist sig at man ikke kan stole på virksomheden.

Det er nok der den historie slutter for de fleste, men en række udviklere har stillet det meget relevante spørgsmål: Hvordan kunne Path overhovedet få adgang til at uploade adressebøgerne, uden at brugere blev spurgt og uden at Apple reagerede på det i deres kodegennemgang?

Svaret er enkelt: Det er ligegyldigt for Apple og derfor kan enhver app installeret på en iOS enhed tilgå adressebogen. Og musikbiblioteket. Og de billeder man har taget. Og ens kalender. Og hvilke mobiltelefontårne man har været i nærheden af, og hvornår.

Ligegyldigt for Apple men ikke ligegyldigt for forbrugere. Og selvom det er ubehageligt at tænke på for os der lever et stille og beskyttet liv, så overvej hvad dette kunne betyde i de lande eller de steder hvor et forkert bekendtskab kan koste en livet.

Eller en mildere mellemsituation, hvad kan det betyde for en journalist der vil beskytte sine kilder? Tænk på hvor meget virksomheder spænder ben for deres egne folk for at forhindre dem i at kopiere kundeinformationer, af frygt for at de tager disse med i forbindelse med skift af arbejdsplads.

Alle disse informationer har værdi og dermed vil der snart, hvis ikke det allerede er sket, være apps der alene fungerer som honeytraps for at give kriminelle organisationer adgang til i stor stil at indsamle og sammenstille disse informationer. Man kan overveje om risikoen er størst for at det bliver anvendt til afpresning eller virksomhedsspionage – eller en kombination af begge.

Apple har haft rig mulighed for at tænke dette ind i deres produkter men har i stedet valgt at der kun er to ting der er reelt er beskyttet: Real-time informationer om ens lokationer og indholdet af ens iMessage beskeder. Begrundelsen er nok deprimerende: Apple er fuldstændig ligeglad med disse ting, ligesom et årtis beretninger om horrible arbejdsforhold hos leverandører først nu – måske – får konsekvenser. For Apple handler det om dem selv og ikke deres kunder.

Sikkerhedsmæssigt er konklusionen er desværre enkel:

Can users store private information on iPhones and iPads and at the same time use apps?
…
If you install even one app on your iPhone or iPad, all your data is compromised.
– Dave Winer

Med hensyn til ESA falder mine tanker dog automatisk på den første opsendelse af Ariane 5 og hvor små softwarefejl der skal til før det koster rigtig mange penge. En forholdsvis simpel fejl, der omhandlede en konvertering fra et 64-bit floating point til et 16-bit heltal (signed) betød at rakettens styresystem foretog nogle fejlagtige kursændringer og til sidst udløste selvdetonationen af sikkerhedshensyn. Fejlen havde været i systemet længe da det grundlæggende var det samme som i Ariane 4, men blev først udløst da det blev anvendt i Ariane 5 og udsat for de meget større accelerationer den kunne præstere.

Det kostede lidt over en milliard kroner.

Jeg har ikke noget problem med det patriotiske, den overdrevne amerikanske stil. Det er ikke mig der er i målgruppen og skal man forstå amerikanske reklamer for biler bør man i det mindste læse Clotaire Rapaille’s “The Culture Code“. Jeg ser heller ikke det politiske budskab nogle andre gør.

Der hvor kæden hopper af, er ikke at Chrysler idag vel næppe egentlig er en amerikansk virksomhed, men at Chrysler egentlig næppe er den type virksomhed der kan bringe amerikansk produktion videre. Og næppe i bund og grund den type virksomhed som Eastwood vil stå som eksponent for.

Fair nok, Chrysler beskæftiger mange mennesker og nok over 20.000 i deres produktion. Men som mange andre ikke-leane virksomheder udgør produktionen kun en mindre del af det hele. Måske halvdelen af selve Chrysler beskæftiger sig med ikke-produktion (administration) og samtidig skal der bruges omkring 25 arbejdsdage på at sælge en bil eller cirka 6 gange så mange som det tager at fremstille denne.

Ovenstående sidste link har også et godt citat:

If advertisers spent the same amount of money on improving their products as they do on advertising, then they wouldn’t have to advertise them.
– Will Rogers

Første gang jeg oplevede kopibeskyttelse til computerprogrammer var i forbindelse med et spil til min ZX Spectrum, Elite, der af uransagelige årsager havde valgt at bruge Lenslok. Med spillet kom en lille gennemsigtig plastic … dims, der, når foldet sammen korrekt og sat op mod skærmen lod lyset passere og reflektere så tilsyneladende visuel støj blev til bogstaver. Disse bogstaver skulle så indtastes og spillet kunne startes.

Det forudsatte naturligvis at vi alle på det tidspunkt brugte cirka samme opløsning, skærmstørrelse og at der ikke, som i mit tilfælde, var en glasplade nogle centimeter foran skærmen der gjorde at dimsen ikke kunne komme i den rigtige afstand.

Kort efter lanceringen af spillet kunne man i øvrigt nemt skaffe sig en piratkopi af spillet uden kopibeskyttelsen. Piratkopier fandtes i høj grad også inden internet blev udbredt. Moralen var dengang som nu: Piratkopier kan give brugerne en bedre brugeroplevelse end den vare der skal betales for.

Jeg startede forleden en film på en DVD og efter at have valgt sprog (“ja, jeg ønsker også at se denne film på engelsk”) blev jeg så udsat for 1½ minuts belærende moralisering om ikke at kopiere film. 1½ minut jeg ikke kunne spole henover eller i øvrigt slippe for. Havde jeg i stedet fået filmen som piratkopi var jeg på det tidspunkt allerede i gang med handlingen af filmen. Christopher Nolan behøver nemlig ikke mere end 1 minut for at komme i gang.

Tilsvarende tanker må i morgen gå igennem hovedet af ejere af en række Ubisoft computerspil. Da disse spil alle kræver at få kontakt med Ubisofts servere inden de kan startes, også selvom man spiller singleplayer på sin egen maskine, vil de være ubrugelige mens Ubisoft flytter deres servere.

I det mindste kan disse brugere – kunder – da værdsætte at Ubisoft ikke er gået konkurs og deres spil dermed helt ville være ophørt med at fungere.

I mindst et forsøg gav QR koder 80% færre besøg end tekstbaserede URL’er. Og selv personer der vidste hvordan de skulle bruge QR koder og havde udstyret til det, valgte ofte at lade være.

Min egen erfaring startede da der var udsigt til, på en tidligere arbejdsplads, at vi skulle gøre væsenligt mere med 2D koder. Jeg tog derfor min mobil og prøvede at anvende en QR kode fra en mælkekarton. Efter et antal forsøg begyndte telefonen så at hente det program jeg åbenbart havde bedt om. Det krævede dog at jeg accepterede at programmet, under installationen, fik åbnet for adgang til nogle oplysninger, ikke bare en gang men hver eneste gang installationen skulle bruge et eller anden oplysning på telefonen. Efter de første 3-4 spørgsmål (“appletten X vil gerne hente informationer om Y”) begyndte jeg at tælle og efter 34 spørgsmål stoppede jeg installationen.

På det tidspunkt var teknologien ikke helt på det nødvendige stade.